De seneste 3 måneder har vi arbejdet på højtryk med renoveringen af strandbaren Halvandet og Kabelhallerne - og glæder os nu til at byde jer velkommen.
Halvandet har de seneste 14 år fungeret som en unik og stemningsfyldt oase ved vandet, med strandbaren som centrum for mange gode fester og events. Området og hallerne har dog de seneste år trængt til en kærlig hånd, og det var med dette udgangspunkt vi overtog de 6.000 kvm på Refshaleøen i februar i år.
Nyt vartegn i Københavns Havn
Vi har siden arbejdet hårdt på at få Halvandet og strandbaren til at fremstå som et ægte og ærligt vartegn for Refshaleøen, der i dag betegnes som et ikon i dansk industrihistorie.Vi er inspireret af det rå og ufordærvede Brooklyn, hvilket betyder at plastic og palmer er erstattet af et mere naturligt og bæredygtigt udtryk i stål, træ, beton og glas samt birk og efeu fra egne nordlige breddegrader.
Ud over det udendørs miljø ved strandbaren har vi lagt kræfter i at ombygge Kabelhallen til et venue, som kombinerer den rå, industrielle charme med de faciliteter, der er nødvendige for et professionelt venue, som benyttes til alt fra firmafester og konferencer til udstillinger, receptioner og koncerter.
En ny restaurant ser dagens lys
Mellem strandbaren og Kabelhallen ser vi frem til at åbne restaurant HAL(V), som byder på lokale, friske råvarer, serveret som Share Bowls - og når vejret tillader det, en lækker barbecue. Indretningen bærer præg af et farverigt vintagemiljø, inspireret af Berlin, med fokus på upcycling og varmt, kunstnerisk interiør. Restaurant HAL(V) vil være åben for frokost og middag. Restauranten råder over 35 pladser indendørs og 50 pladser under halvtag.
For at sikre den gode og velsmagende madoplevelse, også til større selskaber, har vi endvidere indgået et samarbejde med en af Københavns bedste cateringoperatører, hvor bæredygtighed, herunder omtanke for natur, forbrug og dyrevelfærd, går hånd med de lokale, sæsonbestemte råvarer.
Vi glæder os til at fortælle mere og til at se jer til den officielle åbning af Halvandet og Kabelhallerne på Refshaleøen i København.
De bedste hilsener
Jari Paivinen og Bo Petersen
Halvandet I Kabelhallerne